jeg pakker jordbærblomster og synger omsorgsstrofer 

kirsebærtræet er lyserødt nu i fuldt flor og du sidder i vinduet ryger smøger som du altid har gjort det midt i egne tanker og min kærlighed til dig og
os  

stregerne i dine hænder minder mig om stierne vi sammen betrådte med kærlighed ømhed og selviske hjerter midt i regn og sensommernætters ambitiøse hvisken 

som de gange du har påpeget at jeg sætter mit hår som en donut at jeg danser som en balletdanser og som de gange du har løftet mig så højt at jeg er blevet højdeskræk af at se i dine 
øjne  

(via hellanne)

vi har samlet de grønne af slagsen på et bord du ikke sådan lige kan vælte,
stod der på en gul seddel da jeg kom hjem dengang igår klokken halv
tre  
jeg tog en kop te og faldt i
staver  

(via fracta-ridet)

det er tirsdag og jeg ligger i fosterstilling
folder mine hænder og siger nogle ord her i
skyggen
spiser måske et halvt æble og rejser mig
så
fortæller dig at jeg stadig savner dig
at du stadig findes i mit indre liv
og det er stadig som den rose jeg ved du engang så
skyde 
 

jeg er flettet ind i et lilla skær af tosomhed vendt i en sød duft af brombær og igår fandt jeg en nøgle jeg længe har søgt 

han siger jeg skal prøve at se lidt mindre skræmt ud da jeg møder ham dér på stien midt i min kalden han siger den ikke gør noget den vil bare lege måske stryges med hårene og jeg kalder videre ved hun er der et sted han skal bare gå væk og tage sine udadvendte øjne  
med  

løft mig nu bare op plager hun og jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv da hun spørger om jeg ikke bare kan gynge hende op i himlen gør det nu bare bliver hun ved og jeg fælder en tåre helt der ned i
sandet  

(Source: cataclysm, via fracta-ridet)

følsomhed kan være så mange ting siger du men ikke et ord har du altid sagt

du har uro i fingrene siger de og tror det er en diagnose at jeg er til 

vi er ude og handle det er mandag klokken er sytten syvogtredive henne ved køledisken peger du på kødet siger du er blevet vegetar og jeg vender hundredefirs graden udenfor er det koldt men vi mødes af lun sensommer dufter helt ubeskriveligt at det menneske du nu engang 
var 

selv de gange jeg vender bogen på hovedet falder inspirationen mig til hænde og flyder ud og helt der ud over det - hele 

så du siger det strukturelle ved rim er overflødigt og gør dig umenneskelig på en

åh 
så sørgelig måde
OK, siger jeg og lader så være med de dér
rim  

det er lidt ligesom når jeg læser poesi med te i mund og tanker florerende rundt og over det hele -
det er lidt ligesom tiden står stille og ordene betyder mere end den egentlig sammenhæng - og det er lidt ligesom når jeg læser poesi når du siger jeg er vigtig for dig og
det er lidt ligesom poesi og dig er godt for
mig og så mit
liv